Pleje og hjælp
Få et overblik over de forskellige former for pleje og hjælp, vi tilbyder på Rosenvænget.
Den dag du flytter ind på Rosenvænget, aftaler vi, hvilken pleje og hjælp du skal have.
Vi vurderer løbende dit behov for pleje og hjælp, så du altid får den pleje og hjælp, du har brug for.
Du kan få hjælp til personlig pleje, herunder:
- af- og påklædning
- sengeredning
- bad
- hudpleje
- at gøre dig i stand
- brug af hjælpemidler
- middagshvil
- toiletbesøg.
Vi har to sundhedsklinikker på Rosenvænget, hvor du kan få sygepleje, hvis du har brug for det.
Sygepleje kan f.eks. være:
- forebyggende sundhedsoplysning og rådgivning
- inkontinenspleje
- medicinering
- pleje ved alvorlig sygdom
- psykisk pleje og omsorg
- behandlingsforløb
- sondemad
- sårpleje
- undersøgelser.
Hvis du er tilmeldt fuld forplejning, får du alle dine måltider serveret. Du kan enten få måltiderne serveret i din egen bolig eller i vores fælles spiserum - du bestemmer selv.
Hvis du ikke er tilmeldt fuld forplejning, kan du få hjælp til at tilberede og anrette din mad, spise og rydde op efter måltidet.
På Rosenvænget har vi personale, som er blevet undervist i kost og ernæring. De kan give dig gode råd og lave en ernæringsplan, som passer til dit behov.
Du kan få hjælp til rengøring i din bolig hver 14. dag. Dog bliver dit badeværelse gjort rent en gang om ugen i forbindelse med dit bad. Rengøringen kan omfatte følgende opgaver:
- støvsugning
- gulvvask
- aftørring af støv
- skift af sengetøj
- rengøring af håndvask, toilet, badekar og øvrigt inventar på badeværelset
- rengøring af køkkenbord og hårde hvidevarer (udvendigt)
- afrimning/aftørring af køleskab og fryser.
Du skal selv hjælpe så meget til med rengøringen, som du kan.
Hvis du gerne vil have gjort rent oftere eller have gjort hovedrent, kan du bede dine pårørende om hjælp til det eller købe privat rengøring.
Du kan købe en vaskepakke, så personalet hjælper med at vaske dit tøj i boenhedens fællesvaskeri.
Personalet kan også hjælpe med at tørre tøjet, lægge det sammen og lægge det på plads.
Du vil normalt få vasket tøj hver 14. dag i forbindelse med rengøring.
Du kan få hjælp til indkøb, hvis du eller dine pårørende ikke kan købe ind selv.
Personalet hjælper dig med at bestille dagligvarer fra en butik, som kan levere varerne til dig. Derudover kan personalet også hjælpe dig med at sætte varerne på plads.
Personalet kan evt. også hjælpe dig med at købe tøj og lignende efter nærmere planlægning.
Vi har to centerterapeuter ansat, som sørger for, at du får hjælpemidler, hvis du har brug for det.
I alle plejeboligerne og aflastningsboligerne er der nødkald.
I ældreboligerne kan du få et nødkald, hvis du har behov for det.
Hvis du har brug for bleer, vurderer en af vores inkontinensnøglepersoner, hvilken type ble der skal bevilliges.
Du beholder din sædvanlige tandlæge, når du flytter ind på Rosenvænget.
Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til tandlægen.
Hvis du af helbredsmæssige årsager ikke kan besøge din sædvanlige tandlæge, kan du blive tilmeldt omsorgstandplejen. Det betyder, at en tandlæge kommer til dig på Rosenvænget. Personalet kan hjælpe med at tilmelde dig til omsorgstandplejen.
Du kan beholde din sædvanlige frisør, når du flytter ind på Rosenvænget. Det er også muligt at få en frisør til at komme på besøg hos dig.
Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til frisøren.
Du bestemmer selv, om du vil bruge en af de fodterapeuter, der kommer på Rosenvænget, eller om du vil fortsætte med at bruge din sædvanlige fodterapeut.
Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til fodterapeuten.
Mere om at bo på Rosenvænget
Boligerne
Læs om boligerne på Rosenvænget, herunder mulighederne for TV, internet og telefon m.m.
Sådan får du en bolig
Se hvordan du søger en bolig på Rosenvænget, og hvordan reglerne for ventetid er.
Indflytning
Læs hvordan indflytning foregår, og hvad du og dine pårørende selv skal sørge for.
Økonomi
Få et overblik over husleje og øvrige udgifter, du vil have som beboer på Rosenvænget.