Mad og café på Rosenvænget
Læs om caféen på Rosenvænget, som er åben for alle pensionister og efterlønsmodtagere i lokalområdet, og dine muligheder for forplejning som beboer på Rosenvænget.
Pensionister og efterlønsmodtagere i lokalområdet er velkomne til at spise og deltage i hyggeligt samvær i caféen på Rosenvænget.
I caféen serveres der veltillavet mad, og du kan også købe kaffe og kage med mere.
Der er en menuplan og en prisliste med de forskellige tilbud i caféen.
Du kan bestille specialkost og diætmad i caféen. Du kan tale med faglært personale om kost og ernæring i caféen, hvis du har behov for dette.
Som beboer på Rosenvænget kan du bestille mad i caféen til et selskab. Du skal bestille maden 3-4 uger i forvejen.
Forplejning til beboere
Forplejning i plejeboligerne
Hvis du bor i en plejebolig, kan du købe fuld forplejning. I fuld forplejning indgår hovedmåltider og mellemmåltider inkl. drikkevarer, dog uden kapsel- og propvarer.
Prisen for fuld forplejning er 3.940 kr. om måneden. Beløbet trækkes via din pension. Hvis du er væk ved mere end tre på hinanden følgende måltider, får du refunderet det beløb, som døgnprisen udgør.
Vi tilbyder en sund, lækker og ernæringsrigtig kost med mange økologiske råvarer.
Du kan få specialkost og diætmad, hvis du f.eks. er småtspisende, døjer med undervægt/overvægt, ønsker livsstilsændringer, har diabetes eller har allergi.
Vi har en fælles opholdsstue i alle fire boenheder, hvor mange af vores beboere gerne vil spise deres måltider i hyggeligt samvær med andre beboere. Du bestemmer dog selv, om du vil spise alene i din bolig eller i opholdsstuen sammen med andre beboere. Du kan også veksle mellem at spise for dig selv og sammen med andre, hvis du har lyst til det.
Forplejning i ældreboligerne
Hvis du bor i en ældrebolig, kan du selv lave mad, købe mad i caféen eller få leveret mad fra Madservice Kronjylland.
Hvis du skal have leveret mad fra Madservice Kronjylland, skal du dog først visiteres til dette. Kontakt Visitationsenheden for at blive visiteret til madservice.
Brød og kage fra Økobageriet
Rosenvænget får brød og kager fra Økobageriet, som ligger på Åbakken. Brødene og kagerne er 100 % økologiske.